De klassiske tragedier

Mangen et teaterstykke er blevet bevaret helt fra oldtiden, og de opføres både i deres oprindelige form og i nye fortolkninger. Selv om de er skrevet i en anden tid, vinder de stadig hjerter verden over.

Det er nemlig fremragende litteratur, der kan læses og nydes som det er. Det er den gode historie, der er skabt til scenen, og det er historier, der tryllebinder selv tusinder af år senere.

Som i nutiden også i oldtiden, er ikke alle stykkerne lige mindeværdige, hvorfor kun de bedste historier fortsat inspirerer kunstnere på teatre verden over og betager publikummet.

Den græske tragedie

Tragedier er en tilbagevendende genre, for der er nu engang noget helt særligt over en historie, hvor alle fra starten af ved, at det ikke kan ende godt eller lykkeligt. Romeo og Julie, der må ende deres liv på tragisk vis grundet en fejde mellem deres familier, som først på baggrund af deres store personlige tab kan se deres egne fejl, er et smukt eksempel på denne genre.

De ældste kendte tragedier stammer fra antikkens Grækenland. De er også kendt for at have en meget objektiv stil, for der er intet fordømmende eller nedsættende over de tragiske hændelser, der finder sted.

Det er en konstatering af, at ingen kan løbe fra sin skæbne, og det er umuligt ikke at have ondt af hovedpersonen, der må gå så meget grufuldt igennem, og som i mange tilfælde ender med døden – ikke kun for hovedpersonen, men også for mange andre medvirkende.

Der er selvfølgelig også en morale i denne typer af historier. Det gælder om at prise sig lykkelig for alt det gode, vi har, for du ved aldrig, hvornår din skæbne indhenter dig. Samtidig skal du minde dig selv om, at du aldrig må se ned på dem, der går gennem en svær tid. De er blevet indhentet af dres skæbne, og de har brug for din medlidenhed.

Ødipus og Elektra

Et af de mest kendte og elskede stykker er en tragedie. En genre, der var meget udbredt især i oldtidens Grækenland, hvor dette stykke også stammer fra. Stykkerne er lige som genrens navn, meget tragiske, og det er vist på forhånd, at ingen kan undgå sin skæbne.

Heller ikke den stakkels Ødipus, der blandt andet dræber sin far og efterfølgende gifter sig med sin mor. Det ender aldrig godt i de græske tragedier, og det skyldes, at det ikke er muligt at undgå sin skæbne i sidste ende. Den vil indhente en, og spådommene vil gå i opfyldelse.

En anden elsket figur, der år igen i teatrenes verden er den kvindelige pendant, Elektra, som ligeledes må gå så meget grueligt igennem, men som ej heller kan undgå sin skæbne.