Totalteater kræver om muligt endnu mere af skuespillerne. Der er nogle faste og overordnede regler, men meget af handlingen og de fleste replikker er ikke indøvet, og det kræver derfor, at skuespillerne kan improvisere hele tiden.
Hver dag er et helt nyt stykke, der kan tage en ny og spændende drejning, og hverken skuespillerne eller publikum kan på forhånd vide, hvilken vej det hele vil tage. En anden mulighed i totalteatret er at involvere publikum, der frivilligt eller ufrivilligt bliver en del af stykket og kommer til at være en del af handlingen.
Tid og sted kan også være uden betydning, for alt der kræves er vilje og lyst og en gruppe af mennesker. Et torv kan blive din scene, men teateret kan være det samme. Det gælder om at nedbryde den usynlige mur, der altid har fandtes mellem skuespillerne på scenen og publikum på sæderækkerne.
Ét er det mod, du som skuespiller skal have for at kaste dig ud i totalteater, noget andet er modet hos publikum. Tidligere har du kunnet side og nyde det hele fra dit sæde. Du er blevet underholdt og har fået fortalt en god historie. Nu er du en del af historien.
Er du indstillet på dette, så kan du til gengæld få nogle helt unikke oplevelser indenfor teaterkunsten. Kom igen dagen efter, og oplevelsen er helt ny og anderledes. Teateret kommer til dig, ude som inde, og det handler om at gribe oplevelsen og blive en del af det, inden det er væk igen.
Det er som at blive en levende del af en udstilling eller en historie. Det er ikke for alle, og det kan virke meget grænseoverskridende.
Det er samtidig en mulighed for at blive en aktiv del af en historie. Du behøver ikke være skuespiller, men du kan lade som om for en aften. Dine handlinger, og det, du siger, bliver en del af stykket for denne aften. Du har indflydelse på handlingen som i en leg eller et spil.
Du kan holde dig i baggrunden og ikke blande dig. Bare nyde at se historien tage fart, uden du ved, hvad der kommer til at ske.
Det spændende er altid ikke at kende slutningen.
categories & tags
In De mange genrer